Canal Tours
Som så mange andre virksomheder er Canal Tours blevet hårdt ramt af coronakrisen.
Foto: Shutterstock
22. juni 2020

I kølvandet på corona: Canal Tours på kundejagt

Økonomien har det hårdt i mange virksomheder efter coronakrisen, og Canal Tours, som er en del af Stromma-gruppen, er bestemt ingen undtagelse.

Hvert år vælger over en halv million gæster at opleve København fra søsiden, men dette forår har trukket tæppet væk under havnerundfarten, og det ser sort ud hen over sommeren, hvor alle de udenlandske turister kommer til at mangle.

I alt 18 bådførere og 25 guider har fået dækket deres løn gennem lønkompensationsordningen, så indtil videre er ingen blevet opsagt, men der er forsat mange udgifter, som skal dækkes - fx den sidste udgift til lønninger, udgifter i forbindelse med havnepladsleje osv. Det betyder, at der i disse måneder, hvor havnerundfarten har ligget stillet, har været en stor mængde udgifter og absolut ingen indtægter.

- Turister udgør omkring 80% af passagererne, og normalt er der kø på de lune sommerdage for at komme på kanalrundfart, men det er slet ikke tilfældet nu. Vi frygter, at vi i år når et historisk lavpunkt, fortæller Mads V. Olesen, der er administrerende direktør for Stromma Danmark A/S.

Han oplyser også, at det har været vanskeligt at finde ud af, hvilke regler og retningslinjer firmaet har skullet forholde sig til. Regeringen har lavet en masse tiltag, men da det har været en akut og fuldstændig uafprøvet situation, har det været vanskeligt at detailstyre reglerne præcist for de enkelte firmaer. Det rammer naturligvis også en branche som denne.

Efter forårets udfordringer
Den 8. juni genoptog Canal Tours sejladsen med en enkelt båd i kanalerne i København. Der sejles kun med halvdelen af de passagerer, der reelt er plads til, og først når efterspørgslen stiger, sættes der flere både ind.

Både på Lyngby sø, Bagsværd Sø og Furesøen er bådene også kommet i vandet igen og sejler efter de sædvanlige afgangstider, dog også kun med halvdelen af de passagerer, som bådene er godkendt til.

En stor del af de ansatte er dækket af overenskomst med Faglig Puls og Serviceforbundet, og derfor har Faglig Puls haft møder med de ansatte, der er medlemmer af fagforeningen, samt med ledelsen for at prøve at lave en redningsplanke.

Rabatordninger skal tiltrække passagerer
En af de ting, der har været drøftet, er en rabatordning, hvor medlemmer af Faglig Puls og de øvrige fagforeninger under Serviceforbundet kan få rabat til havnerundfarten. 

Denne er netop kommet i hus, og hvis du indtaster rabatkoden "forbundet10", når du booker billetter online på Strommas hjemmeside, får du 10% rabat. 

Også gennem Faglige Seniorer får du rabat, hvis du bestiller online. Her kan du også være med i konkurrencen om 2 billetter til kanalrundfart. 

- Det, vi gerne vil opnå, er at forsøge at sætte gang i den interne danske turisme, når nu de udenlandske turister pt er ikke-eksisterende og efter al sandsynlighed bliver med et væsentligt færre antal denne sommer, oplyser administrerende direktør Mads V. Olesen.

Han håber generelt, at mange danskere vil benytte sig af de turistattraktioner, vi har rundt om i hele landet. Kanalrundfarten er en af de mest populære attraktioner i København med ca. 800.000 passagerer om året, og med tiltag som disse er forhåbningen, at de danskere, der besøger hovedstaden og Nordsjælland, vil lægge vejen forbi, så det kan opveje bare en smule af den manglende udenlandske turisme.

Andre idéer til en redningsaktion
Formand for Faglig Puls, Dennis Mahnkopf har på møderne med Stromma diskuteret andre tiltag, som kan give noget indtjening, så længe kunderne ikke strømmer til.

Det er blandt andet foreslået at bruge den store og specielle kran, Stromma har til at hejse firmaets egne både op og ned i forbindelse med vedligeholdelse, til fx lystsejlere og andre, der har behov for at få deres båd på land. Stromma har også egne bådmekanikere til rådighed, som måske i denne periode kan bruges til opgaver for andre.

- Vi har også talt en del om kurser og videreuddannelse, som det ville være relevant at bruge tiden på nu, hvor der ikke er så travlt, fortæller Dennis Mahnkopf. – Og så har vi sammen med medarbejderne tilbudt ledelsen, at den overenskomst, som skulle have været trådt i kraft i marts i år, udskydes til 2021.

Dette vil betyde, at den samlede lønstigning, som skal opnås på normalt 3 år, stadig skal opnås - bare på 2 år fra næste år. Medarbejderne bliver altså i år på samme løn som sidste år for ikke at forværre situationen.

- Det er fantastisk at opleve, at medarbejderne i samlet flok indvilger i på denne måde at hjælpe arbejdspladsen ved at holde omkostningerne nede. Samtidig er det jo også en måde at bevare arbejdspladserne intakte. Det er altså en win-win-situation, som forhåbentlig gør en forskel på den lange bane, slutter Dennis Mahnkopf.

En historisk rundtur

Havnerundfarten startede for over 100 år siden, som en vandsporvogn mellem Christianshavn og København for værftsarbejdere og almindelige borgere. På den tid sejlede man i åbne joller med plads til ca. 20 passagerer.

I 1930’erne kom der en serie nye både med plads til 80 passagerer, og man ændrede konceptet til også at være et tilbud til sommerglade københavnere og gæster i byen, og ikke kun transport.

Først efter krigen begyndte Havnerundfarten at tilbyde guidede ture, som hurtigt blev populære både blandt turister og københavnere.

Det sidste nye skud på stammen af både er to nye el-både, som Canal Tours er meget stolte af, da miljøet er en af Strommas mærkesager.