Jannik Thomsen er AMR og kaptajn på kanalrundfarten.
Jannik Thomsen er kaptajn på kanalrundfarten i Københavns havn og medlem af Faglig Puls.
Foto: Serviceforbundet
20. juli 2020

Efter corona-nedlukning: Jannik savner gæster i båden

Jannik Thomsen er AMR og kaptajn på kanalrundfarten og bekymret for, om corona-krisen betyder afskedigelser.

Corona-krisen har ramt havnerundfarten, som tydeligt kan mærke, at der er færre turister i København.

- Vi har alle være hjemsendt, og nogle er det stadig, da vi endnu ikke har alle både i gang. Vores kolleger i busserne er ikke ude at køre endnu, fortæller Jannik.

Der er 18 fastansatte kaptajner ansat hos Stromma i København. Normalt er der også afløsere, som er studerende, men i år bliver der nok ikke brug for dem.

Jannik er arbejdsmiljørepræsentant og var blandt de første, som kom tilbage på jobbet.

- Vi skulle finde ud af, hvordan vi kunne gøre bådene corona-sikre for personale og gæster, fortæller kaptajnen. - Bådene er kun halvt fyldte, vi spritter af og har håndsprit ombord. Til at starte med havde vi en seater, som hjalp gæsterne med at finde plads, men vi kunne hurtigt se, at det ikke var nødvendigt. Folk er gode til at holde afstand.

Sejltur til jobsamtalen
Det er 3. sæson, at Jannik Thomsen er kaptajn for Stromma. Han har sejlet sejlbåd i mange år og fik lyst til at leve af at sejle efter mange år som selvstændig.

Nu nyder han livet som ansat:

- Som selvstændig er der altid noget at bekymre sig om og tænke over. Nu nyder jeg mit arbejde, og når jeg har fri, så har jeg fri. Det er helt klart det bedste job, jeg har haft. Man er altid omgivet af glade mennesker.

Da Jannik var til jobsamtale, endte det med en sejltur i havnen. Det gik godt, så han fik jobbet, og det har han bestemt ikke fortrudt.

Jannick Thomsen er 63,5 år, og håber på at kunne fortsætte i jobbet som kaptajn - også efter han når pensionsalderen om et par år.

- Jeg elsker mit job, og vil gerne hygge mig på arbejdet og optjene den skattefri seniorpræmie, fortæller Jannik. - Der er gode kolleger og noget nyt at se på hver dag.

Bekymret for afskedigelser
Der er færre gæster i bådene i øjeblikket. Normalt er der mange udenlandske turister med, og der er også ture fra krydstogtskibene.

Jannik er derfor bekymret for afskedigelser, når pakkerne ophører.

- Jeg håber, at mange danskere vil støtte turisterhvervet og vil benytte chancen for at se København på en helt anden måde i år, hvor vi har byen for os selv, siger Jannik, som også har en opfordring. - Tag en tur i havnerundfarten. Vi glæder os til at se dig i båden.

Nyhavn søndag klokken 10. Normalt er der kø for at købe billet, men for øjeblikket er der helt stille.

Nyhavn søndag klokken 10. Normalt er der kø for at købe billet, men for øjeblikket er der helt stille.
Foto: Serviceforbundet

Få rabat på kanalrundfart

Normalpris for turen er 99 kroner. Du får 10 % rabat, når du bruger rabatkoden forbundet10.

Så nemt er det:

  1. Gå ind på hjemmesiden www.stromma.com/da-dk/kobenhavn/sightseeing/sightseeing-med-bad/grand-tour/
Brug rabatkoden forbundet10