Marie-Louise Trier Hauge nåede kun at være i sit job som idrætskonsulent hos Dansk Arbejder Idrætsforbund (DAI) et år, før landet lukkede ned på grund af Corona. Det gav udfordringer med at holde gryden i kog med de mange projekter, hun jonglerede med, men alligevel følte hun fortsat, hun kunne gøre den forskel, som hun gør, når der er normale tilstande.
- Vi måtte hjælpe folk med at holde liv i det, de nu kunne og for eksempel fortsætte nogle udendørs aktiviteter i små bobler. Vi har blandt andet rigtig meget med senior idrætsforeninger at gøre, og de blev ramt hårdt på deres fysiske aktivitetsniveau og på sociale relationer, fortæller hun og tilføjer, at de 400 hold, der spiller turneringsfodbold i DAI for eksempel også måtte lukke ned.
- Vi rådgav så godt, vi kunne, men det er svært at holde folk aktive, når man sidder bag et skrivebord.
Fandt sin rette hylde
- Når Danmark ikke lige er lukket ned på grund af Corona, handler Marie-Louise Trier Hauges arbejdsliv blandt andet om at tage ud på foreningsbesøg og vejlede om udvikling af hold og aktiviteter, siger hun og fortæller, at det kan være små såvel som store foreninger, og at rådgivningen kan handle om alt fra konflikter, der kan opstå i en frivillig forening, til at tilrettelægge instruktørkurser.
Og hos DAI har Marie-Louise Trier Hauges fundet sin rette hylde.
- Dels er det dejligt at kunne gøre en forskel for folk ved at hjælpe dem i gang med fysisk aktivitet i sociale sammenhænge, og dels har jeg en arbejdsplads, hvor man som medarbejder får lov at komme i spil med de kompetencer, man gerne vil dyrke og dermed får frihed til at være dygtig, og hvor der er anerkendelse af og tillid til os medarbejdere, slutter hun.