28. apr. 2025

Styrk dine kompetencer – med fuld løn under uddannelse

Vil du blive bedre til IT, læsning eller regning? Eller drømmer du om at blive faglært? Som medlem af Faglig Puls kan du få støtte til uddannelse med løn og hjælp til at finde det rigtige forløb.

Uddannelse
Billede til nyheden Styrk dine kompetencer – med fuld løn under uddannelse
Det er aldrig for sent at få nye kompetencer eller papir på det, du kan.

Fagforeningerne har i samarbejde med arbejdsgiverne øremærket midler og iværksat indsatser for særlige målgrupper af ansatte i staten. Læs mere om indsatserne nedenfor.

Få styr på ord, tal og it – med 'Kompetencer for livet'

Hvis du har brug for at blive stærkere i dansk, matematik, engelsk eller IT, så er Kompetencer for livet en god mulighed for dig. Her kan du få undervisning i arbejdstiden – med fuld løn – og din arbejdsplads får økonomisk støtte, når du deltager.

Forløbet starter med en screening, hvor du finder ud af, hvad du har brug for at lære. Du kan også vælge kun at tage screeningen og tage undervisningen senere. Målet er, at du får bedre færdigheder i hverdagen og på jobbet.

Læs mere på kompetenceudvikling.dk/for-livet

Bliv faglært – og få papir på det, du kan

Er du ufaglært, eller har du ikke en erhvervsuddannelse inden for dit nuværende arbejdsområde? Så kan Bliv faglært hjælpe dig med at tage en hel erhvervsuddannelse – eller dele af den – mens du arbejder.

Du kan gå to veje:

  • En fuld erhvervsuddannelse for voksne (EUV).

  • Et ’på-vej-til-faglært’-forløb, hvor du tager kurser og fag, der bygger ovenpå dine erfaringer.

Det hele sker med støtte, så du får din almindelige løn under uddannelsen.

Læs mere på kompetenceudvikling.dk/bliv-faglaert-svar

Hvem kan få støtte?

Du kan få støtte, hvis du:

  • er fyldt 25 år.

  • er ansat under en OAO-overenskomst.

  • har mindst 20 timers arbejde om ugen (for Kompetencer for livet) eller to års anciennitet i staten (for Bliv faglært).

  • har behov for undervisning i fx læsning, skrivning, regning, engelsk eller IT – eller mangler en faglært uddannelse.

Sådan kommer du i gang

Start med at tage en snak med din leder. Fortæl, at du gerne vil udvikle dig fagligt. De kan hjælpe dig med at søge støtte og finde den rette screening eller realkompetencevurdering.

Der er mange muligheder, og det er aldrig for sent at lære nyt.

Relaterede nyheder