24. mar. 2026

PRESSEMEDDELELSE

DanPilot og Serviceforbundet indgår ny overenskomst, der styrker sikkerheden til søs og åbner for nye maritime karriereveje

Billede til nyheden PRESSEMEDDELELSE

Pressemeddelelse

DanPilot og Serviceforbundet indgår ny overenskomst, der styrker sikkerheden til søs og åbner for nye maritime karriereveje

DanPilot, Serviceforbundet og Faglig Puls har indgået en ny overenskomst for Sikker Boarding Assistenter (SBA), som fra 15. april 2026 bliver en del af bemandingen på DanPilots lodsbåde.

Overenskomsten er indgået i forlængelse af nye krav til bemanding og har til formål at styrke sikkerheden i forbindelse med lodsning i danske farvande.

– Sikkerhed er helt grundlæggende for vores opgave. Med den nye overenskomst har vi skabt grundlag for, at vi nu kan ansætte SBA’er – og dermed tager vi et vigtigt skridt i at styrke sikkerheden og skabe endnu bedre rammer for arbejdet til søs, siger Janni Torp Kjærgaard, administrerende direktør i DanPilot.

Den ekstra bemanding bidrager til øget tryghed i den daglige opgaveløsning og understøtter et stærkt arbejdsmiljø for både lodser og besætninger.

Samtidig markerer aftalen begyndelsen på en ny udvikling i det maritime arbejdsmarked, hvor flere faglige profiler kan finde vej ind i branchen.

– Aftalen er et godt eksempel på, hvordan vi i fællesskab kan udvikle området og samtidig sikre ordentlige vilkår for medarbejderne. Vi ser også et vigtigt perspektiv i, at flere får mulighed for at blive en del af det maritime arbejdsmarked, siger John Nielsen, forbundsformand i Serviceforbundet.

Parterne er enige om, at implementeringen af de nye bemandingskrav vil ske i tæt dialog og med løbende tilpasning i takt med de erfaringer, der opbygges i praksis.

Med de nye funktioner åbnes der samtidig for et bredere rekrutteringsgrundlag, hvor nye medarbejdere kan træde ind i branchen og udvikle sig inden for de maritime fag.

– Vi ser det som en vigtig opgave at tiltrække nye kræfter og give flere mulighed for at prøve kræfter med det maritime område. Det skal ske på en måde, hvor vi fastholder og videreudvikler den høje faglighed og de sikkerhedsstandarder, som DanPilot er kendt for, siger Janni Torp Kjærgaard.

Overenskomsten omfatter Sikker Boarding Assistenter, som tilknyttes lodsstationer og indgår i den operative opgaveløsning i samarbejde med de eksisterende besætninger.

Aftalen træder i kraft den 15. april 2026 og vil blive fulgt tæt af parterne med henblik på evaluering og videre udvikling af området.

Kontakt:

DanPilot
Niels Bergmann Rasmussen
nra@danpilot.dk
+45 29 16 06 22

Serviceforbundet
Pernille Nørgaard
penr@forbundet.dk
+45 29 44 82 27

 

Relaterede nyheder